En af de læresætninger, som Buddha er mest kendt for, indgår i den ædle otte foldige vej. Sætningen hedder på engelsk right memory eller right remembrance, jeg har oversat sætningen til ret hukommelse.
I bogen the Masters and the Path fortæller C.W. Leadbeater denne historie: Et menneske talte dårligt om Buddha. Buddha vendte sig mod sin discipel og sagde: Jeg har i et tidligere liv fornærmet dette menneske, og derfor taler han dårligt om mig nu, jeg har ingen ret til at være fornærmet. C.W. Leadbeater skriver videre: et vis menneske vil kun huske, det gode der er sket for ham, og han vil lade det onde dø hen. Buddha rummede vreden, og samtidig erkendte han, hvorfra vreden startede nemlig fra ham selv.
Ret hukommelse handler om at give slip på de dårlige minder, fornedrelser, overgreb, misforståelser, uvenligheder, manglende imødekommenhed, manglende kærlighed og manglende forståelse. Ret hukommelse handler om at holde fast på venlighedens og kærlighedens ansigt, uanset hvor du finder den.
Jeg ved hvad du vil sige, dette er umuligt, det kan Buddha ikke mene.
Hvorfor skal jeg tåle alt, acceptere alt, udholde alt. Hvorfor skal jeg lade mig fornedre, hvorfor skal jeg tillade, at andre træder på mine følelser, gør grin med mig, hvorfor skal jeg være parat til at udslette min identitet som menneske.
Du vil sige, at det menneske som Buddha karakteriserer findes kun i teoriens verden ikke i den faktuelle verden. Jeg kan ikke altid vende kinden til, fordi til sidst er der ikke mere af mig, men kun en skygge af min identitet som menneske.
Lad mig citere endnu engang fra C.W.Leadbeaters bog ”The Masters and the Path”
”Lad os glemme de ting der plagede og prøvede os”.
”Lad os glemme de små ting der smertede os”.
”Lad os glemme vores brors fejl og mangler”
”Lad os huske kærlighedens offer, det generøse at give”
”Lad os huske når det sande og rette triumferede over det forkerte”.
Jeg har ønsket at fokusere på dette emne ”Den rette hukommelse”, ikke fordi jeg ikke kender de mange forhindringer, der er på pilgrimmens vej, ikke fordi jeg ikke ved hvilken smerte, hvilken lidelse der venter os, inden vi har lært at glemme at huske. Vejen til ”Den rette hukommelse” er en udfordring af dimensioner, det er som at bestige det højeste bjerg på denne jord uden at tænke over, at der overhovedet er et bjerg.
Ananda Tara Shan skriver i the Living Word of the Hierarchy fra d. 9 juli 1993 om forholdet til Mesteren: whatever he asks of you, you will gladly give, knowing that never would He ask the impossible of you. Always he will seek to make you forgive yourself and live without guilt and fear.
Det er det personlige forhold til Mesteren, som giver dig kraften og viljen til at forlade dit lille selv og vokse ind i en virkelighed, som er grænseløs i sin bevidsthed. Det er i forholdet til Mesteren, at du lærer at tilgive dine evige fejl. Hvor du lærer at synde uden at fyldes med verdens anger. Hvor skylden og frygten ikke længere får lov til at spænde ben for dit liv. Når din kærlighed og venlighed er som en stormflod, når dit smil indeholder sødme og glæde, så er du udrustet til at lære ”Den Rette Hukommelse” at kende. Det er ikke meningen, at det er senilitet, der skal gøre mennesket gennemsigtigt og harmløst.
Når jeg har brugt titlen ”Det er kun når mennesket glemmer, at det har en fremtid”, så er det for at påpege det dilemma, der ligger i Den rette Hukommelse.
Jeg har prøvet med få ord at vise, at Buddhas vej er af vital betydning, men jeg har ikke skjult, hvor vanskelig den er. Jeg har prøvet at vise, at det er gennem din Mesters hjerte, at du bedst konfronterer dine forhindringer i livet. Ved at lade dig inspirere af Mesterens visdom, udvikler du din egen visdom.
Jeg vil slutte med Anandas ord fra den 26 juni 1993.
"In all glory, there is agony.
In all ecstasy, there is pain.
In all joy, there is grief.
In all love, there is heartache.
In all charity, there is bitterness.
In all faith, there is torment."
Vejen mod ”Den rette hukommelse” glemmer aldrig livets dualitet. Vejen mod ”Den rette hukommelse” vil til tider sønderrive dit liv, og du vil blive efterladt som den bibelske Job i en stenørken, hvor meningsløshed vil være din eneste partner. Du vil føle medlidenheden trænge ind under huden på dig. Du vil kæmpe med dine indre dæmoner i en kamp, som føles som uendeligheden selv.
Hvorfor skal du lære at glemme? Fordi din personlige bagage, som du bærer på din ryg, kan gøre dig krumrygget, den kan få dig til at glemme, hvorfor du er født, og hvad du skal bruge dit liv til. Den kan føre dig ind i et land, hvor håbet har mistet sin ret til at leve. Den kan føre dig så langt væk fra dig selv, at du vil være en fremmed i dit eget hjem. Du vil glemme at strække hånden ud efter det sande, det smukke og det gode. Du vil ikke længere høre, når mennesker skriger i nød, fordi dine indre skrig overdøver din menneskelighed.
Så derfor velkommen til vejen til ”Den rette hukommelse”, Vejen til rettidig forglemmelse.
Tekst af Jan Ruben, 21. marts 2010