Sjælen søger enhed med personligheden ved at bruge Loven om Syntese.
Enheden mellem to modpoler kulminerer, når de to ikke længere ser hinanden som modsætninger, men som to forskellige aspekter af den samme skabelse. Når den ene ser sig selv som det højere, og den anden ser sig som det lavere aspekt eller bare som to forskellige aspekter.
Med andre ord bliver uenighed, forskellighed og modsætninger til forskellige farver på den samme palet.
Modsætninger er udtryk for dualitet, men set i en dybere optik er dualitet kun to forskellige udtryk i enhedens sprog.
Menneskehedens udvikling kan ses som mødet mellem Adam og Eva, som levede i enhedens have. De måtte spise af kundskabens træ, og da de opdagede deres egen nøgenhed for første gang, så kom de til at symbolisere, at mennesket lærer gennem modsætninger – dualitet. De lærte gennem evnen til at skelne. Mennesket er blevet fastnaglet af dette modsætningernes dilemma. De skal lære at vende tilbage til enhedens rige ved at forstå, at enheden rummer alle varianter af modsætninger. Man kan sige, at der i enhedens rum er plads til alle modsætninger. Det er mennesket, som absolut vil se verden som udtryk for modsatte interesseområder. Mennesket hverken kan eller vil leve i enhedens globale rige, måske fordi den ikke er parat til det. Mennesket er heller ikke parat til at leve med andres sandheder kun sine egne.
Under visse rituelle omstændigheder skaber enhed en energi, som bedst kan beskrives som syntese. De der bliver ”ramt” af den, taler om et fælles hjerte, en fælles nyskabende visdom, en ny orden af muligheder og en naturlig samklang. Når gruppens intensitet stiger, så øges behovet for samhørighed og aktiv lytten til hinanden. Intensitetens rytme fjerner det, der skiller os i retning mod en verden, der samler os.
Individets profil er dog altid bevaret. Der vokser frem en indre styrke hos den enkelte, som bruges til at skabe en klippe, hvorpå der bygges en borg, der står markant og tydelig i skumringens lys. Gruppen vokser sig stærk, modig, udfarende og oplever en indre glød, som bedst kan beskrives som et spejl af kærlighedens naturlige væsen.
I enhedens navn må lys konfronteres med mørke og mørke med lys. Såvel mørke som lys frygter hinandens modsætninger for en dag at opdage, at frygten er et selvskabt slør, som kan rives itu, hvis viljen og visionen findes. Det er frygten, der skaber adskillelse og separation.
Når mennesker, grupper, samfund og nationer opdager, at behovet for løsninger er større end frygten for ikke at skabe løsninger, så tager mennesker et vigtigt skridt mod enhedens rige.
Enhed skabes som en fusion af forskellige elementer.
Syntese skabes når enheden rummer modsætningernes modsatrettede viljer.
Uden enhed intet håb. Intet håb ingen fremtid.
Men enhed vil komme trods enhver modstand, trods enhver modvilje, trods ethvert had og trods enhver modsætning.
Enhed er bygget ind i loven om syntese, og syntesen er en del af menneskets naturlige udvikling og evolution. Vi står foran en klimakonference, som kræver, at summen af enhed er større end summen af modsætninger. Enhed har en pris ikke bare menneskeligt men i dette tilfælde også økonomisk. Enhed kræver selvopofrelse af de enkelte mennesker og af nationerne. Mennesket søger enhed mere af nød end af lyst. Vi lever i en kompliceret verden, hvor national økonomisk vækst, store økonomiske og menneskelige omkostninger hele tiden vejes imod manglende initiativer dikteret af en anden dagsorden. God vilje skaber ingen resultater kun venlighed og imødekommenhed. Menneskeheden har brug for, at enhedens sværd testes og afprøves. Mennesket er som en flok af dyr, der søger i hver sin retning mod hvert sit mål og med hver sin dagsorden. Når enhed skabes ud fra en balance af modsætninger, så har enhed en chance.
Mennesket har brug for en konference, der skaber enhed og dermed fremskridt, fordi så er der skabt en vej, hvorpå andre globale tiltag vil blive afprøvet. Så vil vi være vidne til, at vi lever i en verden, som ikke bare er et produkt af frygtens frugt, men som næres af en kilde af håb. Et håb der i sit hjerte bærer mere frelse end fortabelse.
Hvis du ønsker at være med til at skabe enhed og håb, så må du se dig selv som et menneske, der står i verdenstjenestens navn. Du må erklære overfor dig selv, at du er en verdenstjener, og at du ønsker at være en lysfakkel i nattens mørke. At du er parat til at bære en byrde, som ikke kun er din egen vægt, og at du er et medfølende menneske i lidelsernes hav. At du politisk er en verdensborger, som står lige præcis det sted, hvor modsætningerne mødes. At dit univers er for alle og ikke for de få.
Lad os mødes på livets skillevej for at opdage, at det er i vore tankesind, at livet skiller, det er ikke i sjælens rige. Lad os mødes og lad os sammen dvæle over, at der er mere der forener end skiller os.
Tekst af Jan Ruben, 29. september 2009