Den 15. september 2007 besøgte jeg Louisiana, det moderne museum for kunst i Humlebæk. I underetagen har arkitekten Cecil Balmond fået lov til at manifestere sit univers. Han har fået ikonstatus, fordi han som inspirationskilde bruger matematik, kvantefysik, fraktaler, algoritmer og billedkunst og dermed er han med til at forny vores fælles arkitektur.
Han søger hele tiden hinsides formen efter den indre orden. Han leder efter en balancetilstand, hvor asymmetriske elementer indgår. Han prøver ligesom de tidlige frimurer at forstå den drivkraft, der ligger bag enhver levende eksistens og dermed enhver væren.
Henrietta Bernstein skriver i sin bog ”The Ark of the Covenant, Holy Grail”, at når hjertecentret åbner sig, så indtræder det alkymistiske ægteskab, hvor den maskuline og feminine energi forenes i hjertet som bevidsthed. Jeg påstår, at det er denne tilstand Cecil Balmond leder efter og dermed følger han en tradition, som bl.a. kan findes i de kabbalistiske mysterier og i tantra (videnskaben om den kosmiske ild).
Den esoteriske åndsvidenskab har i årtusinder forsøgt at forstå det indre hjertets mystik, fordi den afklæder og forklarer nogle af de største spørgsmål, som mennesket nogensinde har stillet om årsagen til livets oprindelse og natur. Samtidig er hjertes kilde en energistrøm af afklarethed og indre balance, som overgår enhver erkendelse.
Mennesket når ikke ind i hjertets mysterium med tankens kraft og det overlegne intellekt. Det er ikke fornuftens ræsonnementer og den teknologiske udvikling, som har svarene på menneskehedens største gåder.
Mennesket har ladet sig skole i de strengeste mysterieskoler, fulgt den strengeste åndelige disciplin for at få bare et kort øjebliks kontakt med den visdom, som findes i hjertes univers.
Når mennesker lader sig beruse af sansernes seksualitet og indflydelse, så er de ubevidst på jagt efter den samme hjertekilde, men denne vej er begrænset af kroppens instinktive drifter, den kan ikke transcendere det fysiske element ind i en verden, hvor skønhedens hjerte vibrerer i takt med en kosmisk lyd.
Beruselsens er flygtig og har ingen varig vægt, ingen rigtig gennembrudskraft, fordi den ikke åbner op til det indre rum, den er begrænset af selvets personlige cirkel. Den sprænger ikke vej ind i hjertets indre virkelighed.
Denne artikel er skrevet til de, der seriøst arbejder hen imod en dag at integrere hjertets kultur. De følger hermed i fodsporet på de, der i vores fælles historie har kæmpet med de indre dæmoner, har lidt ethvert nederlag for som fuglen Fønix at rejse sig fra verdens aske og har dermed trodset smertens destruktive elementer.
Cecil Balmond tager udgangspunkt i naturens cykliske balance og ro. Naturen kan være i en tilstand af kaos og alligevel indtræder de faser som årstiderne er en del af. I naturen finder jeg en indre orden, som trodser enhver ydre kaotisk tilstand, som manifesterer i den ydre verden.
Jeg påstår, at det er den samme indre orden du og jeg leder efter. Tiden er inde til, at de der kender det indre univers ro og harmoni lader deres ord tale og inspirerer os til et bedre liv i pagt med vore egne håb og ønsker.
Vejen mod denne indre tilstand kaldes hjertets vej, den er belyst af en guddommelig eksistens, så den burde være tydelig for enhver, men sådan forholder det sig ikke. De fleste fornægter dens eksistens, især fordi ord som guddommelig og åndelig væren er fremmedartet og skaber modstand.
Denne fremmedartethed og modstand kan jeg intet gøre ved. Det eneste jeg kan fremføre, det er, at sund skepsis og et åbent sind aldrig kan være et problem, for det jeg vil udtrykke her.
Der er flere åndelige lærere, der har inspireret mig til at skrive om hjertes vej, det er min egen personlige lærer Ananda Tara Shan, det er Torkom Saraydarian, som har skrevet en fremragende bog ”The Flame of the Heart”, og så er der Helena Roerich, som har skrevet bogen ”The Heart”.
Ananda Tara Shan har beskrevet i adskillige artikler og små bøger om hjertets vej og ”Heart Flow”. De er alle dybt forankret i den teosofiske tradition, deres ord er visionære og udtryk for nytænkning. De trænger ind i et univers, en ny dimension, de udleverer en ny forståelse af et emne, som er revolutionært i sit indhold.
Hjertets vej er udtryk for en ny model til at forstå vitale dele af den bevidsthed, som har at gøre med visionær kreativitet, intuition og transmuterende adfærd. Den har at gøre med kærlighedens alkymi og med medfølelsens mangestrengede orkesterværk.
Hjertets vej forbinder sindets evne til at indsamle viden med hjertets overskyggende visdom.
Hjertet er for mange i overført betydning knyttet til følelsernes sanseapparat, det har meget lidt at gøre med det esoteriske hjerte, og det hjerte jeg vil forsøge at beskrive.
Ananda Tara Shan, Torkom Saraydarian og Helena Roerich peger på, at sindet ikke rummer den klarhed, som kan give svar på etiske og moralske spørgsmål. Det er det åbne hjerte der afvejer de indsamlede informationer og gennemskuer det teoretiske grundlag, som ligger til grund for en række ræsonnementer.
Hjertet ser som en lyskilde ind i sindets kringelkroge og afvejer med tyngde og visionærkraft om de spirer der er sået har en mulighed at vokse sig store
For at bruge hjertet som en dynamisk kraft, der gennemskuer enhver manipulation af tankens ide, så må hjertet være tilstrækkelig rent. Jalousi, vrede og had er destruktive følelser, som blokerer for et nærmere samarbejde mellem sind og hjerte.
Forfængelighed, en massiv selviskhed og en evne til at manipulere og kontrollere andre formørker hjertet og lukker af for enhver kommunikation. Hjertet kan forstene eller udtørre.
Lad mig slutte denne indledende artikel af med et citat fra et hæfte om compassion/medfølelse af Ananda Tara Shan: Medfølelsen er et udtryk for hjertets ypperste kunnen. ”A compassionate heart knows no friends or foe, but has equal love for all souls with whom it shares life´s many lessons”.
Mange vil sige, at et sådan citat er udtryk for en drøm og ikke en virkelighed, det er i dagligdagen simpelthen ikke muligt at betragte alle mennesker på denne måde.
En sådan holdning er ikke udtryk for, at hjertet ikke kan og vil skelne, at det bare gælder om at vende den anden kind til, at det gælder at være holdningsløs at acceptere alt og alle uanset deres handlingers karakter. Jeg mener, at citatet går meget dybere ind som så, men jeg vil overlade til læseren selv at vurdere om et ideal kan være udtryk for mere end en naiv tankegang, om det virkelig er muligt at give udtryk for aktiv harmløshed, hvor accept og tolerance bruges som to repræsentanter for hjertets mangfoldighed.
Tekst af Jan Ruben, september 2007.