Den menneskelige historie indeholder en kæde af vidnesbyrd om menneskets forandring.
De sociale og teknologiske forandringer har givet os en hel anden verden at leve i, selvom ikke hele denne planets befolkning endnu er blevet en del af dem.
Vi lever stadigvæk i en tid, hvor mange mennesker ikke oplever at leve i et samfund, med det vi kalder de fundamentale friheder.
Mange af de der lever i ufrihed, i social nød drømmer om en anden tid, hvor forandringer vil give dem en menneskeværdig tilværelse.
I mange religiøse samfund har man i århundreder måske årtusinder talt om Verdenslæreren, der vil komme for at ændre uret til ret, som vil ændre usandhed til sandhed.
Mennesker drømmer selv i de vestlige samfund efter en guddommelig mægler, forsoner og frelser, fordi de oplever at deres samfund er fattigt på ånd og retfærdighed, og de håber at en Avatars kommen vil gøre den store forskel.
Alice Bailey skriver i ” Kristi Tilsynekomst” s 13, at de mennesker der er guddommelige formidlere, er de ” der har frigjort sig fra alle begrænsninger, fra enhver følelse af selviskhed og adskilthed, og ikke mere er – i almindelig menneskelig forstand - det dramatiske centrum for deres eget liv.
Det der siges her, det er, at vi ikke skal vente på Avatarens ankomst, på den Avatar der vil ændre verden, sådan at den bliver menneskeværdig og fri. Vi må handle os frem til de nødvendige forandringer.
Vi taler om de mennesker, som allerede har frigjort sig fra deres egne begrænsningers vold, som har stødt seperatismens spøgelse væk fra sig, som ser enhedens naturlige rytme i enhver menneskelig eksistens.
Det er mennesker, som ønsker at ofre deres liv for et højere åndeligt mål, som ser sig som menneskehedens evige tjenere. For de tjener loyalt menneskehedens interesser. De møder livets krav om forandringer uden stor modstand uden fordring om egen gevinst. De er ikke fokuseret på økonomiske vinding eller personlig tilfredsstillelse.
De er ikke blinde overfor de naturlige modsætninger, der er mellem mennesker. De er positiv kritiske i de situationer, hvor de skal og må handle.
Det menneske som lever og ånder i forandringens verden ser sig selv som et menneske, der både kan bryde ned, når noget i samfundet må dø for at give plads for noget andet. Det ser sig også som en, der bygger op og som opretholder.
At bryde ned, at bygge op og at opretholde er ikke åndelige modsætninger, men nødvendige elementer i livets skift mellem ebbe og flod.
Mennesker leder efter Kærlighedens Avatare eller Lærere, fordi de har erkendt, at universet ikke indeholder en større kraft til personlige forandringer og samfundsforandringer end netop det kærligheden repræsenterer.
Kærligheden er den største metafor for forandring, men den er så svær at manifestere i et åbent rum, hvor livet i rummet er os ubekendt.
Vi kræver en identifikation med de, vi vil give kærligheden til, og så kun i begrænset mængde.
Forandring handler om hele tiden at sparke noget i gang, hele tiden at være årvågen overfor nye muligheder, ikke at udelukke noget, men eventuelt gemme det til senere
Hele tiden står vi i en situation, hvor vi skal overveje om vi skal være eller ikke at være.
At være - kræver glæde, engagement, og entusiasme. Det kræver, at vi har kastet os ud i hjertets evige strøm for hele tiden at kunne sanse og opleve, hvor vi skal være.
Min konklusion må være, at vi skal lære at leve -at være, og at det kræver moment, fokus og årvågenhed overfor de øjeblikke i livet der rummer mulighed for positive forandringer.
Angsten for det der ikke forstås fuld ud, det der ikke erkendes eller kendes lige nu, det der ikke kan overskues afholder mennesker at hoppe ud på det dybe vand, fra at justere skibets kurs
Vore fordomme, vore begrænsninger holder ofte i os som et skibsanker, som har sat sig fast på havbunden og forhindrer os at bevæge os frit frem.
Denne tekst handler om” at sparke sig fri”, at slippe ankeret og begive sig ind i et land, som nok er ukendt men som lover en rigdom af forandringens glæder.
Ananda Tara Shan skriver i bogen ” The Living Word of the Hierarchy” :A man can become a desert when he will not permit the Spirit of God to enter into him. A man can become a beautiful garden of sweet smelling flowers when he permits the Spirit of God to touch him.
Uanset om vi forstår, hvad Guds ånd er og kan, så handler denne tekst om at komme i forbindelse med det smukkeste der findes i mennesket, og at denne forbindelse skaber forskellen mellem at leve i en ørken eller i en smuk have.
Teksten er taget ud af en vis sammenhæng, og det er ikke meningen, at nogen skal opleve, at tilværelsen er et enten eller forhold. Det jeg tror Ananda muligvis vil fortælle os, det er, at vi indeholder i os selv det, der enten kan visne eller det der kan spire.
Alice Bailey skriver i Kristi Tilsynekomst side 19, ”Da vil viljen til det gode bryde frem som forståelse, og forståelse vil blomstre som god vilje i menneskene”.
Anandas tekst handler også om evnen til at forstå og evnen til at udtrykke den gode vilje.
At forandres er at forstå. At forandres er at udtrykke den gode vilje. At forandres er at finde Guds ånd som en livskilde af kærlighed.
Når mennesket forstår, så nedbrydes angsten for det fremmede.
Når mennesket søger ind i det Ananda kalder Guds ånd, så forandres modsætninger, så forandres det der holder dig fast i illusionens verden. Så forandres det der holder dig fast ved den del af dit liv, du burde have sagt farvel til for længe siden. At give slip på sig selv, i sig selv, for sig selv, det er en kunst i forandring.
Tekst af Jan Ruben, 10. januar 2010